Kurv

Din indkøbskurv er tom.

Indkøbskurv subtotal: 0,00 DKK

Levering beregnes i checkout

Forsøg at undgå støvallergi

Støvallergi er en belastning...

Pollensæsonen kan give os alle akutte nyseture. Men hvis din næse løber, eller du nyser meget, eller måske oplever næsten astmatisk åndedrætsbesvær også udenfor pollensæsosen, ja så kan det des­værre være, at du har støvallergi. Den seneste videnskabelige undersøgelse (1998) viste, at 7,1 % af alle danskere over 16 år havde støvallergi – et tal, der med de stigende tilfælde af allergier formodes at være steget en del siden.

Støvallergi er egentlig et lidt misvisende ord, for det er ikke selve støvet, der forårsager allergi. Det er hus­støv­miderne – eller rettere husstøvmidernes efterladenskaber. Miderne selv lever af de små hud­flager, som vi taber i massevis af hver dag, ligesom vi taber hårstrå. I sig selv er de for så vidt relativt harmløse, men det er deres ekskrementer ikke. Det er dem, vi kan blive overfølsomme overfor.

Husstøvmiderne er mikroskopiske, så de kan ikke ses med det blotte øje. Men vi ved, de er der. De trives bedst i omgivelser, hvor luftfugtigheden er høj, så sengen og miljøet omkring sengen er et opti­malt levested – især om sommeren, hvor luftfugtigheden er højere end om vinteren. Des­vær­re er  det umuligt at udrydde de små urostiftere. Men man kan gøre noget for at begrænse antallet af dem, så de er til mindst mulig gene.

Blandt andet er det en god ide at undgå tæpper og husdyr i huset. Men vil du hverken af med tæpper eller hund, kan du som minimum følge anbefalingerne fra Astma-Allergi Danmark, for derigennem både at mindske eventuelle allergiske reaktioner og forhåbentlig forebygge, at de overhovedet opstår:

  • Vask dine dyner og puder mindst 4 gange om året ved minimum 60 grader, og tør dem i tørretumbleren bagefter.
  • Vask dit sengelinned ved 60 grader minimum hver 14. dag.
  • Brug rullemadras oven på din madras og vask den minimum 4 gange om året ved 60 grader. (Det er ikke nok bare at støvsuge den).
  • Skal du have ny seng, så vælg en med vaskbart betræk.
  • Luft gerne ud med gennemtræk 5-10 minutter tre gange dagligt.
  • Varm op til minimum 20 grader C i alle rum. Hvis du gerne vil sove køligt, kan du varme soveværelset op om dagen – men stadig lufte ud – og skrue ned for varmen, når du går i seng.
  • Gør grundigt rent hver uge og husk at lufte ud efter rengøringen.

 

(Se mere på Astma- og Allergiforbundets hjemmeside: www.astma-allergi.dk.)